Objektive tekniske problem
- Artikel
- Relaterede paragraffer
I trin to af "PSA-metoden" opstiller man et objektivt teknisk problem, der skal løses. Det sker ved at fastlægge forskellen i træk (strukturelle og/eller funktionelle) mellem opfindelsen og den nærmeste kendte teknik.
Træk, som ikke ses at bidrage, hverken uafhængigt eller i kombination med andre træk, til løsningen af et teknisk problem, er ikke relevante for vurderingen af væsentlig adskillelse og dermed for bestemmelse af det objektive tekniske problem, medmindre de indgår i problemet som en begrænsning, der skal mødes (se EPO T 641/00, T 172/03 og G 1/19).
Det objektive tekniske problem angiver målet for at modificere og tilpasse den nærmeste kendte teknik for at opnå den virkning, som opfindelsen tilvejebringer og som lægger udover den nærmeste kendte teknik.
Det objektive tekniske problem, er ikke nødvendigvis det samme problem, der blev præsenteret i ansøgningen. Det skyldes, at det objektive tekniske problem er baseret på objektivt opstillede fakta, der især findes i den kendte teknik, der er afsløret i løbet af behandlingen, og som kan være forskellig fra den kendte teknik, som ansøgeren var opmærksom på, ved indleveringen af ansøgningen. Især kan den kendte teknik, der er citeret i nyhedsrapporten sætte opfindelsen i et helt andet perspektiv end det, som fremgår af ansøgningen.
Det bemærkes, at det objektive tekniske problem skal formuleres således, at det ikke angiver eller peger mod den tekniske løsning. Hvis løsningen fremgår allerede, evt. delvist, ved angivelsen af problemet, så må problemet nødvendigvis være retrospektiv (EPO T 229/85).
Udtrykket "teknisk problem" skal fortolkes bredt. Det indikerer ikke nødvendigvis, at den tekniske løsning er en teknisk forbedring i forhold til kendt teknik. Således kunne problemet helt enkelt være at søge et alternativ til en kendt anordning eller en kendt fremgangsmåde, der giver de samme eller lignende virkninger eller som er mere rentabelt.
Nogle gange skal det objektive tekniske problem betragtes som en samling af flere "delproblemer". Dette er tilfældet, hvor der ikke opnås nogen fælles teknisk virkning ved alle de særlige træk i kombination, men snarere uafhængige løsninger af flere delproblemer angivet ved forskellige mængder af særlige træk. Se Kombination af modhold og EPO T 389/86.