Indsendelse af patentkrav i indsigelser
- Artikel
- Relaterede paragraffer
Patenthaver har under både høringsproceduren og realitetsbehandlingen af en indsigelse mulighed for at indsende ét eller flere sæt af patentkrav, som patenthaver ønsker lagt til grund for den videre behandling af indsigelsen. Indsendelsen kan omfatte det meddelte kravsæt.
Indsender patenthaver flere kravsæt skal indsendelsen ledsages af en tydelig prioritering af den ønskede behandling af de forskellige kravsæt og de specifikke patentkrav i de respektive kravsæt. Mangler en sådan tydelig prioritering ved indsendelsen, opfordrer vi patenthaver til at sende os prioriteringen indenfor en frist. Modtager vi ikke den efterspurgte prioritering indenfor den angivne frist, fastlægger vi en prioritering ud fra et samlet indtryk af de indsendte kravsæt.
Prioriteringen kan følge vores praksis for behandling af flere kravsæt ved behandlingen af en patentansøgning, se Sekundære kravsæt, idet vi dog ved behandlingen af indsigelser ser bort fra de generelle krav, som fremgår af Ændringer i kravsættet efter første patenterbarhedsvurdering. Vi behandler kravsættene i den prioriterede rækkefølge. Hvert kravsæt behandles i sin helhed med hvert patentkrav læst i dets smalleste omfang. Finder vi, at det primære kravsæt indeholder et krav, som vurderes at være patenterbart, behandler vi ikke de efterfølgende krav i det primære kravsæt og ej heller de efterfølgende kravsæt. Indeholder det primære kravsæt ikke noget patenterbart, vurderer vi kravene i det sekundære kravsæt på samme måde og så fremdeles.
Alternativt kan prioriteringen følge EPOs praksis for behandling af flere kravsæt ved behandling af indsigelser. Vi behandler også her kravsættene i den prioriterede rækkefølge. Vi behandler dog kun det første krav i et kravsæt. Finder vi, at det første krav i det primære kravsæt er patenterbart, behandler vi ikke de efterfølgende kravsæt. Patentet bliver opretholdt med det primære kravsæt. Indeholder det første krav i det primære kravsæt ikke noget patenterbart, behandler vi det første krav i det sekundære kravsæt og så fremdeles.
Vi accepterer også andre former for prioritering af behandlingen af de indsendte kravsæt, når særlige grunde taler herfor.
