BEK § 21
- Lovtekst
- Artikler
§ 21. Deponering efter patentlovens § 8 a, stk. 1, skal foretages senest den dag, hvor ansøgningen blev indleveret. Er der foretaget deponering af en prøve af biologisk materiale, skal ansøgeren inden for 16 måneder fra ansøgningens indleveringsdag eller, hvis prioritet begæres, fra prioritetsdagen, indgive oplysning om, hos hvilken institution deponeringen er foretaget, og det nummer, som institutionen har tildelt den deponerede prøve.
Stk. 2. Begærer ansøgeren, før udløbet af den frist, der er angivet i stk. 1, at ansøgningens akter gøres tilgængelige tidligere end foreskrevet i patentlovens § 22, stk. 1 og 2, skal de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, gives senest samtidig med begæringen.
Stk. 3. Er en deponeret prøve overført fra en deponeringsinstitution til en anden i overensstemmelse med regel 5, stk. 1, i gennemførelsesforskrifterne til Budapesttraktaten, skal ansøgeren så snart som muligt efter modtagelsen af kvitteringen for den overførte deponering underrette Patent- og Varemærkestyrelsen om dette og om det nye nummer, som den deponerede prøve har fået tildelt.
Stk. 4. Patent- og Varemærkestyrelsen kan som dokumentation for rigtigheden af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1 og 3, kræve, at ansøgeren indleverer en kopi af den kvittering, som deponeringsinstitutionen har udstedt vedrørende deponeringen.