Teknisk sagsbehandling

Den tekniske sagsbehandling foretages efter formalitetsbehandlingen og omfatter en førstebehandling, eventuelt en eller flere efterfølgende behandlinger samt en afsluttende behandling i form af en godkendelse til patentmeddelelse, eller et afslag.

Førstebehandlingen omfatter en nyhedsundersøgelse og enten en patenterbarhedsvurdering eller en identifikation af ikke-patenterbare krav.

Eventuelle efterfølgende behandlinger omfatter en patenterbarhedsvurdering og kan omfatte en yderligere nyhedsundersøgelse og/eller en supplerende nyhedsundersøgelse efter ca. 24 måneder.

Så vidt muligt er det den samme sagsbehandler, der udfører samtlige behandlinger under den tekniske behandling.

Såfremt der er behov for at komme i kontakt til den tekniske sagsbehandler, er man altid velkommen til at kontakte PVS +45 43 50 80 00, eller ringe direkte til sagsbehandleren. Såfremt det ikke er muligt for styrelsen at henvise til en teknisk sagsbehandler med det samme, vil en teknisk sagsbehandler vende tilbage hurtigst muligt.

Som udgangspunkt sker kommunikationen skriftlig eller telefonisk, ønsker man af særlige grunde at afholde et personlig møde med den tekniske sagsbehandler skal dette aftales på forhånd.

Hvis sagsbehandleren bemærker formelle mangler, som er blevet overset ved formalitetsbehandlingen, gør sagsbehandleren opmærksom på disse.



Opdateret: 1. februar 2017